- Mandag: Vietnamesisk gryde + tomat-appelsinsalat
- Tirsdag: Fiskefrikadeller + kartofler + ærter
- Onsdag: Take out – arbejdsaften
- Torsdag: Lammegryde eller Kylling i Karry fra fryseren
- Fredag: Hjemmelavet pizza med parmaskinke
- Lørdag: Thaideller + kål + ris
- Søndag: Grøntsagssuppe + rester
oktober 26, 2008
Madplan – uge 44
oktober 25, 2008
Lammegryde
Vi kom til at købe en lammebov i dag, og ikke en steg som vi skulle ifølge madplanen. Men når manden siger, han er med på en gryderet, kan jeg ikke modstå fristelsen. Jeg lavede efterfølgende denne lammegryde, som var ret så fantastisk. Fordelen ved at bruge lam og ikke oksekød er, at den ikke behøver at koge mere end ca. 30 min. hvorimod en oksegryde skal koge i min. 1½ time.
Når man bruger lammebov til denne ret, skal man bruge lidt kræfter på at rense den for fedt, knogle og sener. Hvis der er noget jeg hader, så er det fornemmelsen af fedt og brusk på et stykke kød skjult af en mørk sovs. Jeg tror jeg rensede knap 1/3 væk, så jeg var vist ret grundig. Dernæst skæres den i passende tern. Alle grøntsager skæres ud i den ønskede størrelse – tern for mit vedkommende. Hvidløgene skar jeg blot enderne af og gav et gok så de smadrede let.
Fremgangsmåde:
Brun kødet i noget smør. Tag det op. Smelt sukker i resten af smørret. Tilsæt melet så det suger væden op. Tilsæt tomat, vand, kød og grøntsager og krydderier og rør rundt. Lad det koge op og skru derefter ned på simrevarme. Tilsæt fløde og smag til. Lad koge i 30-45 min. til kødet er mørt.
Ingredienser:
- 5 fed hvidløg
- Lammebov
- 2 gulerødder
- 2 løg
- 1 dåse tomatpuré
- 1 tsk sukker
- 2 spsk mel
- 2 sjatter piskefløde
- Vand ca. 2 glas
- 1 tsk timian
- 4 lauerbærblade
- Lidt persille
- Salt og peber
Server i dybe tallerkener med ovnbagte kartofler til.
oktober 20, 2008
Jordskokkesuppe
Supper er geniale om efteråret/vinteren. De varmer og er sunde. De kan varieres i en uendelighed med forskellige toppings og fyld. Denne jordskokkesuppe opfandt jeg i sidste uge og den er dejlig mild.
Grøntsagerne skrælles og sauteres i olivenolie. Vand og bouillon hældes på så det dækker. Man koger til jordskokkerne er møre. Suppen blendes med en stavblender og smages til med salt og peber – gerne rigeligt peber. Man kan tilsætte lidt fløde hvis suppen skal være ekstra lækker. Suppen kan toppes med persille, bacon, tigerrejer, eller brødcroutoner.
Se flere opskrifter på www.madindex.dk
Ingredienser:
- 2 fed hvidløg
- 2 løg
- 2 gulerødder
- 1 pose jordskokker
- Grøntsagsbouillon
- Salt og peber
- Evt. en lile sjat fløde
Madplan – uge 43
Her er madplanen for uge 43.
- Mandag: Jordskokkesuppe med tigerrejer
- Tirsdag: Pasta m kødsovs (alene hjemme)
- Onsdag: Takeout
- Torsdag: fiskedag. Dagens fisk + kartofler og spinat med peber og smør
- Fredag: Hjemmelavede burgere + rødkålssalat + ovnkartofler
- Lørdag: Steg (lammekølle eller flæskesteg) og bagte rodfrugter
- Søndag: rester + lækker ost/pølse bord
oktober 18, 2008
Ølgryde med tranebær
Jeg har fiksfakset lidt i køkkenet i dag, og kom op med følgende ølgryde. Den er stærk og mørk i smagen, og passer rigtig godt til en mørk og blæsende regnvejrsdag som i dag. Jeg serverede den med en god ale og mosede kartofler og et drys persille over.
Som ved alle gryderetter med skært oksekød, skal man gå i gang i god tid, da den skal simre minimum i 1½ time. Løg og hvidløg hakkes og steges i smør eller olie. Oksekødet brunes med og bagefter tilsættes tomatpureen. Dernæst hældes øl, vand, bouillon og grøntsager i. Sukker, salt og peber tilsættes. Man skruer ned og retten simrer i 1½ time eller mere. Ca. 5 – 10 min. inden servering hældes tranebær i. Den drysses evt. med persille.
Ingredienser:
- Oksekød i tern (ca. 400 gr)
- 3 løg
- 2 hvidløg
- 3 gulerødder
- 1 kvart knoldselleri
- Et par laurbærblade
- 3 tsk tomatpuré
- 1½ tsk sukker
- 1 porter
- 1 oksebouillon-terning
- 1 glas vand
- Salt og peber
- 2 håndfulde tørrede tranebær
oktober 17, 2008
Hverdagslogistik
Nu er der gået planlægger i mig og min familie. Jeg er træt af at købe ind konstant så nu skal vi til at lave en madplan. Jeg forestiller mig, at vi planlægger søndag aften, spiser takeout mandag og køber ind for hele ugen mandag aften. Jeg vil forsøge at poste ugeplanen med opskrifter søndag aften.
oktober 14, 2008
Cæsar-salat
Denne salat har jeg set på madbloggen og prøvet nu to gange. Jeg anbefaler den hermed videre – hvis man er fan af romainesalat OG parmesan, er denne salat et hit. Noget andet godt er, at man kan servere den helt enkel uden fyld af nogen art, eller man kan fylde den med alskens lækkerier eller rester fra køleskabet.
Jeg har begge gange serveret den kun med romainesalat og brødcroutoner (hjemmelavede). Jeg forestiller mig at avokado, kylling, sorte oliven eller asparges kunne være godt i. Derudover er det ikke så tit man bliver præsenteret for denne slags salat (i hvert fald ikke i min omgangskreds) og derfor er det lidt fedt at kunne servere noget lidt anderledes for en gangs skyld. Hvor mange gange har man efterhånden ikke fået blandet salat med lidt pinjekerner og sennepsdressing…
Et lille fif: normalt hælder man jo dressing over salat i sidste øjeblik før den skal serveres. Her kan man hvis man bruger brødcroutoner, med fordel lade den stå og trække lidt forinden. Så når brødet at suge noget af dressingen til sig og det er altså bare ret godt. Nok ikke korrekt, men det fungerer.
Ingredienser til dressing
Dressingen passer til ca. 2 små romainesalathoveder eller knap et stort – til 2-3 personer (store portioner).
- 3 spsk majonaise
- 1 tsk worchestershire-sauce
- 1 spsk citron
- 2 spsk revet parmesan (eller mere)
- 1 presset fed hvidløg
- En sjat mælk
- Salt og peber
Ingredienser til salaten
- Romainesalat
- Brødcroutoner (helst hjemmelavede – rester af franskbrød stegt eller bagt og dryppet med olivenolie og salt)
- Andet – fx. asparges, sorte oliven
oktober 8, 2008
Pasta med svampe
Jeg kom i tanke om denne pastaret, som er meget god til denne årstid. Svampesæsonen er så småt slut, men supermarkederne bugner af friske svampe. Jeg laver ikke retten så tit mere, da vi som regel har tørrede svampe i huset, og denne ret skal altså laves med friske svampe. Den er rigtig hurtig og god, og den kan faktisk spises kold dagen efter (og jeg er ellers modstander af pastasalat).
Hvidløg steges i olivenolie. Svampe tilsættes og steges til de er bløde (ikke for lav varme). Chili tilsættes. Krydres med salt og peber. Det steger ved lavere varme et par minutter til noget af væden er kogt væk (hvis meget våd). Kogte penne blandes i og vendes med rucula, frisk basilkum eller baby spinat. Man kan evt. presse lidt citron over.
Ingredienser:
- Friske svampe (en god portion)
- Hvidløg – 2-3 fed
- Salt + peber
- Chili (frisk eller tørret)
- Evt. lidt frisk spinat/rucula/basilkum
- Evt. citron
oktober 3, 2008
Gullasch
Det eneste gode man kan sige om den mørke og kolde tid, som kommer med efteråret, er at den indbyder til masser og atter masser af massive og stærke simregryderetter. I aften har jeg lavet en virkelig god gullasch, og den var så god at jeg fulgte Knud Romers mors eksempel med at gemme en rest til at putte i næste omgang gullasch. Lidt som en gullasch – surdej.
Det eneste problem med gullasch er, at man skal starte i god tid inden man skal spise. Det er sjældent en mulighed på normale hverdagsaftner, men når man er på barsel gælder andre regler…
Løg skæres i smalle både og steges i olivenolie. Kødet brunes med løgene. Gulerødder og hvidløg steges med. Tomatpure tilsættes. Vand hældes i så det dækker. Paprika og chokolade tilsættes. Et par laurbærblade og et drys timian tilsættes. Der skrues ned og sættes låg på. Det simrer i minimum 1½ time. 20 min. inden spisetid hældes kartofler i tern i. 5 min. inden servering hældes porrer i. Der smages til med salt og peber. Nemt, men kræver man kan starte i god tid.
Serveres i dybe tallerkener med flûte eller brød til (vi lavede hvidløgssmør mmm).
Ingredienser:
- 3 løg
- 3 fed hvidløg
- 300 gr. (eller mere) oksekød i tern
- 3 gulerødder
- 1 spsk sød paprika
- 3 stykker mørk chokolade
- salt + peber
- 10 ikke for store kartofler
- porrer (2-3 håndfulde udskårne)
oktober 1, 2008
Efterår
Nu er efteråret kommet og endelig er det tid til mine yndlingsretter. I den kommende tid vil menuen her stå på langtidskogte gryderetter (chili, gullasch, ølgryde, coq au vin) og masser og masser af kartoffelmos. Jeg vil udforske suppeland – svampesuppe, zurek igenigen, jordskoksuppe og en suppe kogt på svinekam, jeg så opskriften på for nyligt hos madbloggen.