Madindex

september 7, 2008

Pasta med friske tomater

Gemt under: Opskrifter — Tags:, — madindex @ 9:25 am

Denne ret er genial til tomatsæsonen (sensommer – er ved at være slut, desværre). Vi har næsten altid friske tomater i huset. Vi har også næsten altid hvidløg i huset, og så kan man faktisk få en helt fin lille ret på benene uden de store armbevægelser. 

Hvidløg steges i olivenolie, chili – hele korn – og citron hvis dette haves. Bemærk, hvidløget må få guds skyld ikke branke eller overstege. Tomater skæres i små tern og hældes over. Smag til med salt. De behøver ikke stege i mere end 5 minutter. Hvis tomaterne er kedlige – det sker jo i dette land – kan man snyde og drysse en anelse sukker over. Hvis basilikum haves, kan man drysse over den færdige ret. 

Retten kan selvfølgelig laves med dåsetomater, men så vil jeg lade den koge så længe som muligt og nok drysse mere chili i og undlade citron.

Serveres med penne hvis det skal være helt rigtigt.

september 1, 2008

Tomatrisotto

Gemt under: Opskrifter — Tags:, — madindex @ 2:49 pm

I aften skal vi have tomatrisotto.
Jeg har indkøbt soltørrede tomater, og en masse friske tomater. Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg vil lave den, men jeg har tænkt mig at afprøve den safran jeg købte til min mor på en rejse til Egypten for 10 år siden – og som hun aldrig har fået brugt. Jeg ved ikke helt hvordan safran egentligt smager, men det skal i i følge Mad & venners opskrift på tomatrisotto, så det skader vel ikke at prøve.
Derudover skal der selvfølgelig hvidløg, løg, hønseboulilon, en klat smør og parmesan i lange baner. Opdateres efter afprøvning….

Opdateret:
Ja, det var virkelig en god risotto, og den anbefaler jeg lige videre. Jeg endte med at bruge balsamicoeddike, hønsebouillon, tørret chili og 5 store tomater. Jeg tror en sjat hvidvin ville have gjort underværker, men jeg er ikke sikker på hvad den der safran lige gjorde. Måske var den med til at gøre det lækkert, men jeg tvivler taget dens alder i betragtning…. Næste gang vil jeg nok krybe til korset og selv langtidsbage nogle tomater i stedet for at bruge soltørrede. De smager en anelse kunstigt sødt, og er egentligt ikke særlig lækre. De kunne godt undværes i hvert fald.

Ingredienser

  • 1-3 gulerødder
  • 2 – 3 fed hvidløg
  • 2 løg
  • Tørret hele chilikorn
  • Risottoris – 1 dl. pr. person
  • Hønsebouillon
  • En sjat hvidvin (balsamico kan bruges i en snæver håndevending)
  • 6 Friske tomater
  • en håndfuld ovnbagte/soltørrede tomater
  • Merian
  • Safran (kan vist udelades)

Blog på WordPress.com.